Christian Hildebrandt

Christian Hildebrandt, født 1967
Siden begyndelsen af 1990erne har jeg komponeret et stort antal korværker og et mindre antal kammermusikalske værker samt elektronisk musik. Jeg er autodidakt som komponist, min tilgang til at komponere kommer hovedsagelig fra klaverimprovisation i barndommen samt private studier i klassisk musikteori. Dertil hele den klassiske musiktradition, som jeg har lært at kende som korsanger og musikstuderende.

I midten af 1980erne begyndte jeg at synge i kor og blev overvældet af mødet med Vagn Holmboes kormusik. Hans tresatsede korværk “Benedic Domino” var dengang en åbenbaring for mig, og jeg tror, at det var dette stykke musik, der fik mig til at begynde at skrive kormusik.
Ved siden af Holmboe blev jeg af nutidige korkomponister især inspireret af Arvo Pärt, Alfred Schnittke, Svend David Sandström, Benjamin Britten, Niels la Cour og Bernhard Lewkovitch.  Fælles for dem alle er måske en efterklang af renæssancens stemmeføring og polyfone stil. De seneste 10 år har jeg i hvert fald selv ofte haft det 15. og 16. århundredes musik og opførelsespraksis som “forklang”, når jeg har skrevet kormusik.

I 2000 modtog jeg Statens Kunstfonds toårige igangsætningsstipendium. Jeg udnyttede tiden med legatpengene til sammen med et par kolleger at udvikle “Komvest” – et uropførelsesforum for komponister med forkærlighed for kormusik. Med Komvest har jeg arrangeret koncertprojekter hvert år siden, og samarbejdet med den stadigt voksende gruppe af komponister i Komvest har været afgørende for min udvikling som komponist.
Ud over Komvests højt kvalificerede projektkor “Ensemble Vest” og dets række af af dirigenter har jeg blandt andet nydt godt af samarbejder med Kammerkoret Notre Choeur, Sjølunds Kammerkor, Kammerkoret Aventura, Sankt Pauls Kammerkor, Kammerkoret Hymnia og Kammerkoret Coro Misto. I 2008 er jeg huskomponist for Graabrødre Kammerkor.

www.christianhildebrandt.dk
www.myspace.com/christianhildebrandt
www.myspace.com/naitsirhctdnabedlih
www.reverbnation.com/christianhildebrandt

Komponistforening